Årup Motions Cykleklub (ÅMC) er en lille hyggelig cykelklub der trods sin størrelse kan tilbyde cykling for alle piger og drenge fra 12 år, og alle kvinder og mænd.

Børne/unge cykling

Børn og unge fra 10 – 15 år tilbydes cykling 2 gange om ugen med voksen ledsager. Klubben råder over 5 cykler som begyndere kan låne i starten, indtil man finder ud af om cykling er noget for en.

Motionscykling for voksne

Fra ca. 1. april til ca. 1. oktober træner vi 3 gange om ugen. Tirsdag, torsdag og søndag. I april og september er det tirsdag og torsdag kl. 18.00 fra Årupskolen, i maj, juni, juli og august rykkes det til kl. 18.30. Søndag er altid kl. 10.00. Hvis vi er nok, deles vi op i 2 hold, hold A der kører med over 28 - 32 km/t og cykler mellem 40 og 70 km. Om søndagen ofte lidt mere. Hold B cykler med gennemsnit på mellem 24 - 28 km/t og ture på 40 – 50 km. Fælles for begge hold er at ingen kommer til at køre alene hjem, vi sætter tempoet ned så alle kommer med hjem. Er vi ikke nok til at dele i 2 grupper cykles der først en kort tur med under 25 km/t, hvorefter de ”langsomme” bliver sat af og tempoet skruet op, så de ”hurtige” også får noget ud af det. Der vil altid være en tur leder som har planlagt en rute. Vi kører som regel ud i modvind og hjem i medvind.

Motionscykelløb

Vi arrangere hvert år vores eget motions cykelløb ”Helnæs/Vestfyn Tours” som klubbens medlemmer kan deltage gratis i. Desuden giver klubben mulighed for at klubens medlemmer kan få betalt deltagergebyr til 2 af klubben bestemte motionscykelløb, hvis man deltager i klubbens tøj.

Klubtøj

Klubben har sit eget cykeltøj, som medlemmer kan købe 1 sæt af så længe lager haves for 600 kr. Et sæt består af en jakke, en kortarmet trøje, et par korte bukser og et par lange bukser.

Arrangementer

Ud over den normale træning og vores løb ”Helnæs/Vestfyn Tours, har vi også en del andre arrangementer. Vi kan blandt andet nævne klubmesterskab, pointløb, orienteringsløb, udenlandsture og vores årlige klubfest.

Hjemmeside

Klubben har sin egen hjemmeside ”www.aarupmotionscykleklub.dk” hvor i kan læse mere om Årup Motions Cykleklub. Den vil også løbende blive opdateret med nyheder.

Kontingent

Alle er velkomne til at komme og prøve og cykle med en 4 – 5 gange, hvis man derefter ønsker at være medlem, indbetaler man 250 kr. på klubbens konto 6880 1089787.